Den eksistentielle smerte er et af vores grundvilkår som mennesker, livet gør ondt. Mange mennesker er ikke bekendt med denne smerte, som de rummer i deres indre lag. De lever facadeliv, overfladiske liv, som tilsyneladende kan gå vældig godt, selv om de dybt i deres sjæl lider. Grunden til denne opspaltning af mennesket i overfladiske funktionelle og dybe eksistentielle lag skal findes ved selve roden af vores bevidstheds natur. Vi kan vælge, og når vi vælger, definerer vi vores egen virkelighed. Vi kan vælge at leve i flere verdener på samme tid, og vi kan vælge at være bevidst om og opmærksom på en af disse verdener, og ubevidst om og uopmærksom på en anden.Vi slipper langt hen ad vejen godt fra disse opsplitninger i sind og sjæl, følelse og fornuft. Vi fungerer, lever livet, og tingene bliver, som vi ønsker dem. Dog ikke altid.

Den eksistentielle krise kommer, når vi gør krav på ressourcer og kvaliteter, som vi har placeret i de fortrængte lag, eller blot når vi kommer til kort med vores liv og må erkende, at det ikke giver os det, vi har brug for og dybest set vil.På uger, måneder eller år kan et menneske, der rammes af en eksistentiel krise, blive forvandlet fra at være en jovial, udadvendt, velfungerende person til at være dyster, indadvendt og socialt isoleret. Det er, som om der er sprunget en bombe i dette menneskes liv. Vrangen er vendt ud, de mest grundlæggende ting i livet fungerer ikke længere. Der er brug for en radikal oprydning, for nyorientering i livet. Mange gange har personen spillet fallit i sin nuværende udgave og må forny sig fra grunden.

Livskriser:

Tilsyneladende kan det være ydre ting, der udløser en livskrise. Nogle gange hober problemerne sig op på arbejdet, i familien med børn og partner, med venner og bekendte eller økonomien. Pludselig er der måske uoverskuelig mange problemer alle vegne. Nogle gange rammes vi ligefrem af ulykker, som vi ikke rigtig kan komme over. Vores partner forlader os, vores barn dør, vores hjem brænder ned.

Det kan også ske, at en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom får os til at sætte spørgsmålstegn ved hele vores eksistens og meningen med livet.Oftere skyldes livskrisen ikke ydre ting eller sygdom, men indre, eksistentielle ting. Livskrisen viser sig som mærkelige og uforståelige psykiske og fysiske symptomer: vi føler, at vores liv er spildt, at vi ikke kommer nogen vegne med realiseringen af vores store livsdrømme, kort og godt, at vi er en fiasko.

Andre klienter føler sig pludselig bare så gamle og trætte og undrer sig over, at livet pludselig er blevet så gråt og trist og rutinepræget. Der er et eller andet helt galt, men det er umuligt at sige hvad. Farverne har mistet deres klarhed. Glæden ved livet er forsvundet. Alligevel er klienten ikke bare deprimeret. Der er et eller andet helt galt. Noget værre end en forbi- gående depression. Der er noget i livet, som må laves helt om.

Når livssmerten bryder igennem til vores bevidstheds overflade, er det fra et holistisk perspektiv usundt at ignorere eller undertrykke den. Det rationelle er at tage den alvorligt, forholde sig analytisk og udforskende til den og gøre noget ved situationen. Klienten i livskrise har ofte brug for hjælp udefra for at komme videre. Der behøves støtte, så klienten får mod til at møde sig selv dybt i sjælen. Måske har vores klient brug for os som et menneske, der kan spejle ham eller hende, så klienten kan se sig selv mere klart.

Livskriser kan nogle gange føres direkte tilbage til en stor tidlig gestalt, der kan forløses på briksen, fx som i dette tilfælde med en åndedrætsteknik. På samme måde, som tidslinjekørsler sjældent er nødvendige, er åndedrætsteknikker kun nødvendige, når en psykisk modstand søges overvundet her og nu.

Spirituelle kriser:

En særlig form for livskriser er de spirituelle kriser. De er plagsomme elementer i et bevidst menneskes liv. Meningen med disse kriser er god nok: vi er ikke helt tro mod os selv, vi lever ikke helt i overensstemmelse med vores personlige livsprojekt. Og så får vi problemer. Klienten er måske akademiker eller forretningsmand i god, personlig vækst med faglig og privat succes og med mange udfordringer i jobbet og i livet. Men så en dag går det bare ikke mere. Klienten har mødt en mur og kommer ikke videre.

Jeg havde som klient en kunstner, der gennem nogle år havde oplevet at være i rivende vækst. Men pludselig en dag blev hun indhentet af en frygtelig smerte, der fik hende til at ønske at komme væk fra det hele. Hun ville aldrig mere røre en pensel. Der var brug for et grundlæggende perspektivskifte.

Religiøse mennesker kan opleve, at Gud og Djævelen slås i deres indre, så de til sidst overvejer, om de ikke er ved at blive sindssyge. Den slags klienter får ofte fred, efter at Helligånden har besøgt dem om natten, eller efter at de har set Jesus i et syn, som det er sket for nogle af mine klienter.

Klienter med kendte psykiske lidelser kommer i, hvad jeg vil betegne som en ægte spirituel krise, når det onde i dem ser ud til at have vundet første runde, og de ikke vil give op, for de véd med sig selv, at de dybest set ikke er onde. Den slags kriser er ekstremt ubehagelige for klienterne men fører ofte noget godt med sig, når det gode vinder til sidst. Jeg er tilhænger af, at disse kriser gennemleves med mest mulig personlig støtte og omsorg og med mindst mulig medicin.

Spirituelle kriser kan også være snigende: Måske er der ingen tegn på psykisk lidelse og slet ingen ydre problemer i klientens liv. Alligevel fortæller klienten om en dyb følelse af meningsløshed eller måske ligefrem om et dødsønske, der er brudt igennem fra underbevidstheden og nu kræver klientens udelte opmærksomhed. Det drejer sig, som jeg ser det, om spirituel vækst, om at en såret side af klienten, der har ligget skjult et helt liv, pludselig forlanger at blive helet.

Eksistentielle problemer er gaver:

Personlige problemer er generelt vanskeligheder, vi har ved at opnå det, vi gerne vil med livet. Og fordi vi dybt i os har noget, vi så frygtelig gerne vil vores livsformål, kommer vi ofte i store vanskeligheder. Smertefulde oplevelser kan let få os til at skifte kurs. Vi lyver om, hvad vi vil, og svigter således vores livsmål. Når livet gør ondt, er det meget fristende at lægge ansvaret fra sig og flygte. Vi kan løbe fra smerten, men det fjerner den ikke; vi bærer den stadig dybt i os. Og når vi gennem livet søger tilbage til vores oprindelige, sande kurs, melder de gamle vanskeligheder sig igen. De gamle smerter og livsløgne dukker op fra underbevidstheden og trækker hele vores tilværelse skæv.

Vores ubevidste kendetegnes netop ved, at vi ikke er klar over, hvad der ligger begravet. Det er nemlig fortrængt og fornægtet. Det eneste spor, vi har af dét, vi engang var udsat for, er smerten, lidelsen, angsten eller hvordan forstyrrelsen nu manifesterer sig.

Forstået på denne måde er livssmerte et budskab til os om, at vi er ved at hele. Vi er ved at samle noget dyrebart op, som vi engang flygtede fra. Vi er ved at genfinde noget, som vi stadig og nu mere end nogensinde, har brug for. For mig at se er eksistentielle problemer gaver til os. Gaver vi lider under at få, men som vi gør klogt i at tage imod.

Når jeg som holistisk behandler og terapeut vil hjælpe mennesker tilbage til livet, tilbage til selvværd, selvtillid, tillid til andre mennesker etc., kræver det kompetence: vi må møde klienten eller klienten sjæl til sjæl, tage ham eller hende i hånden og føre vedkommende gennem de gamle smerter og tab tilbage til livet.
At forbedre sit livsperspektiv er forbundet med at skulle give slip på gamle forestillinger, som man har knyttet sig til. Det er forbundet med angst. I takt med, at man giver slip på sine grundlæggende forestillinger og det kaldes for egodød, genopstår man som et mere ægte og sandt menneske.

Vejen ud er vejen igennem. For det meste gør det langt mindre ondt, end du forventer, at møde smerten ansigt til ansigt, selvom du har undgået den så længe. Nogle gange gør det slet ikke ondt, men tværtimod godt at blive forløst fra livssmerten. Og altid er der noget vigtigt at lære om livet. Når klientens smerte er vekslet til erkendelse, og når de negative beslutninger er sluppet, er klienten vokset som menneske.