Når vi skal være raske igen og have vores livsenergi tilbage, må vi smelte isklumperne fra fortiden og på den måde retablere informationsforholdene i kroppen. Vi må have de adskilte “dele” af os, vores fornægtede sider, til at smelte sammen med vores helhed igen. Det er herved vi heler og får vores sundhed og livskraft tilbage.
“Det frosne nu” er det grundelement, der binder vores livsenergi, og det kaldes traditionelt en “gestalt” Gestalten starter som en smerte, vi ikke kan bære; næste trin er en livsløgn, der befrier os fra ansvaret for smerten, og tredje trin er parkeringen af hele gestalten i den del af kroppen, som kan holde på den (gerne en muskelgruppe eller en anden organstruktur).
Når klienten skal støttes i at mærke, hvad der er gemt væk i kroppen, må jeg som holistisk behandler sætte mine hænder på klienten og støtte det spændte, blokerede og måske syge område af kroppen.
Formålet med berøringen er at møde klienten sjæl til sjæl, gennem de to kroppe. For at berøringen skal skabe kontakt med fortrængt materiale, må det være behandlerens oprigtige intention med berøringen at møde klienten selv, ikke bare klientens krop. Som behandler er jeg derfor nødt til at vedkende mig kvaliteter som nysgerrighed over for den anden, glæde ved kontakten, lyst til berøring etc.
Når klienten langsomt og med små skridt kommer til stede i et sygt og blokeret område, vil de fortrængte følelser og problemer, der ofte tilbage i tidlig barndom er blevet placeret i området, langsomt komme frem til bevidsthedens overflade. Klienten kommer til stede og møder mig, og gestalten, der lå gemt i vævet, kommer op til overfladen igen med alle dens følelser.
Berøring kombineret med samtale kan på kort tid radikalt ændre klientens værentilstand. Det er altid forbavsende for klienten, når der kommer hul igennem, og følelserne kommer tilbage. Ikke altid rart naturligvis, for klienten finder følelserne nøjagtigt, som de blev efterladt: ofte i ubærlig smerte.
Klienten kan pludselig le og derefter græde som pisket på briksen – som han eller hun ikke har grædt et halvt liv. Mærketerapien er ind- gangsdøren til selv helbredelse.
Klienten har “åbnet sit hjerte”, når følelserne vender tilbage, og sind og krop når igen hinanden. Med åbningen af hjertet og tilbageerobringen af følelserne åbner døren sig til eksistensens dyb, menneskets helhed dét der med et gammelt ord hedder sjælen.