Processer i mine behandlinger er ofte spejlingsprocesser. Jeg som kropsbehandler og terapeut fornemmer klientens positive og negative egenskaber og bringer klienten på sporet af disse i takt med, at han eller hun kan rumme erkendelsen. Den mest direkte metode er naturligvis at gribe perspektivet og sætte ord på livsformålet eller benægtelserne af det.

Spejlingen, der her sker ved at bytte roller og vise klienten, at intentionen er et dybt og ægte møde sjæl til sjæl med det menneske, man ønsker at hjælpe, og sådan et møde er, når det endelig lykkes, altid en gribende og en stor oplevelse for både behandler og klient.

Spejlingen tjener det formål at skabe nærhed både ved at anerkende de gode kvaliteter, der findes på bunden af klientens sjæl og ved at anerkende de negative kvaliteter, der forhindrer, at klienten lever og møder verden nært og sandt.

Når jeg spejler et menneske, kan man spejle det mere eller mindre fokuseret, mere eller mindre dygtigt. Den optimale spejling bevidstgør klienten om essensen af det gode og essensen af det onde, altså om både den hvide og den sorte essens. Den hvide essens er vores ressourcepunkter, filosoffen Martinus kaldte dem meget rammende for talentkerner. De sorte essenspunkter er essensen af de smertefulde gestalter, vi bærer med os.