Inden man lukker gluggerne efter en lang dags strabadser skal man for eksempel mindes dagens gode oplevelser og koge lidt ekstra suppe på dem.

Desuden kan jeg anbefale at man lære at blive et givende menneske. Giv en blomst, et knus, eller bare et smil. Mere skal der ikke til, så smiler verden tilbage til dig.

Og oven i købet, at man kan prøve at blive ven med sin værste fjende. For det er i virkeligheden ikke ham/hende, der er noget i vejen med. Du hader ham/hende bare, fordi du undertrykker noget i dig selv.

Fremtidens kærlighed

I fremtiden kommer vi til at leve langt mere alene, tror jeg. Vi får efterhånden bedre og bedre føling med vores indre animus eller anima, og derfor vil vores behov for faste forhold blive mindre og mindre. Parforholdet dør langsomt ud og kommer til at se anderledes ud. Familien vil ikke fortsætte med at være samfundets grundpille. Mænd og kvinder vil mødes på en kortere, men til gengæld mere intensiv måde. Vi bliver “hele” mennesker, og verden bliver en bedre verden at leve i, fornemmer jeg.

Men paradiset står dog ikke og venter lige om hjørnet. Vejen op til perleporten er både snoet og stenet.

At elske mere er ikke det samme som ideel lykke. Én ting er, at vi taler om følelser som aldrig før, og at mænd og kvinder nu om stunder går fra hinanden, når kærligheden er død, og ikke bliver sammen fordi takt og tone kræver det.

Jo mere frihed, jo flere problemer og bekymringer. Er vi blevet mere lykkelige af al den ekstra kærlighed? Måske kunne man ligefrem sige som englænderne: “I’m still confused, but on a higher level” – jeg er stadig forvirret, men på et højere plan.

Trangen til at snakke om kærlighed vil vokse og fremtiden kommer ikke til at foregå i tavshed.